Professionel coaching drejer sig om at hjælpe dig (klienten) med at udnytte det store potentiale, der ligger gemt i dig. Professionel coaching tager udgangspunkt i, at vi alle har et valg, og at vi ved at vælge/beslutte, kan finde ro til at gennemføre. God professionel coaching resulterer således i handlinger, som omsætter dine ønsker og drømme til realiserede mål.
Professionel coaching sikrer, at du er motiveret til at gennemføre de forandringer, der skal til, for at nå de mål du sætter dig i livet, på arbejdet eller i karrieren. Målene kan både være forretningsmæssige og private, samt såvel store og små.
Professionel coaching er ikke rådgivning, hvor coachen kommer med ideer og løsninger. Det er vigtigt, at du selv tager et ejerskab af de tiltag og forandringer, som skal sikre, at dine mål bliver nået. En væsentlig del af dette ejerskab opbygges i coachingprocessen.
Professionel coaching er ikke terapi. Terapi udføres af uddannede psykologer og terapeuter, og som professionel coach er vi meget opmærksomme på, om grænsen mellem coaching og terapi overskrides.
Coachingsessionen
Effektiv coaching er en løbende proces, hvor klienten med jævne mellemrum tager sessioner, der fokuserer på målene i klientens liv.
Før hver session har du valgt et emne/mål, som du vil arbejde på. Nogle mål kan normalt håndteres på en enkelt session, hvorimod større ændringer i dit liv kræver flere sessioner, hvor udvikling og fremdrift følges fra gang til gang. Eksempler på mål kunne være: Forberede en kritisk medarbejdersamtale, beslutning om at skifte job, stoppe med at ryge, starte med at dyrke sport, få mere tid til familien o.m.a.
Under sessionen kombinerer vi som professionel coach spørgeteknik, menneskelig indsigt og forretningsforståelse til at sikre det bedste udbytte for dig. MEN det er dig, der via selvindsigt og vores coaching opstiller målene, afdækker forhindringerne, finder motivationen og sidst men ikke mindst finder nye alternative måder at nå målene på.
Første session tager normalt ca. 90 minutter. Efterfølgende sessioner tager ca. 60-90 minutter. Sessioner foregår for det meste i vores lokaler i Hellerup.